Historien bag Fagenes Fest Sydvestdanmark



Starten, til den fest vi kender i dag, gik i 2004, hvor formanden og næstformanden fra Dansk Metal Esbjerg besluttede sig for at finde ud af, hvad man kunne gøre for at hylde de nyudlærte svende. Der blev indgået et samarbejde med Esbjerg Håndværker- og Industriforening om at afholde ’Svendedagen’. Den første Svendedag i 2004 blev afholdt på Musikkonservatoriet med ca. 100 deltagere.

I 2005 og 2006 blev festen afholdt på Esbjerg Rådhus, men da der kom flere og flere deltagere, blev det nødvendigt med et nyt og større sted. Musikhuset Esbjerg tilbød deres lokaler, hvorfor det siden 2007 har dannet rammerne for festen. Det var samme år, man ændrede navnet til ’Fagenes Fest’. Styregruppen blev også udvidet til at omfatte Teknisk Skole og flere af de faglige organisationer. 

Fagenes Fest er vokset støt gennem årene og kunne i 2014 afholde sit 10-års jubilæum med 75 elever og ca. 250 øvrige gæster.

I 2016 deltog Esbjerg Erhvervsudvikling for første gang i styregruppen, som består af Esbjerg Håndværker- og Industriforening, de faglige organisationer, Rybners og AMU Vest.


Det hårde arbejde med at skabe opmærksomhed omkring festen og få endnu flere deltagere, har givet pote med ca. 600 tilmeldte i 2017.

Varde Kommune deltager fra 2017, for selvom Rybners og AMU Vest har adresser i Esbjerg, kommer eleverne fra et meget større område – nogle endda helt fra Thyborøn – og lærepladserne spreder sig over et lige så stort område. Målet er derfor også at få flere kommuner og håndværker- og industriforeninger med, så historierne om Fagenes Fest Sydvestdanmark, de dygtige elever og lærepladser når ud til mange flere. 

I 2016 ændrede man den traditionelle medalje – alle deltagende elever modtog – til en unik reversnål, som symboliser ”Faglært Håndværker”. 


Fremover bliver der uddelt en reversnål i bronze til alle elever, og der er særlige nåle til de dygtigste:

  • Guld til Årets Nye Håndværker
  • Sølv til Årets Læreplads, Årets Faglærer, Årets Fighter og Årets Kammerat